Forenet i kærligheden – men adskilt i troen

Hvad gør man når ægtefællen ikke deler ens tro? Hvordan kan andre kristne hjæle åndelige singler?Selvom jeg har været gift i tolv år, er jeg single: åndelig single. For elleve år siden gav jeg mit liv til Jesus. Derimod vil min mand ikke have noget med tro at gøre…

Trods den åndelige kløft mellem os ligner vores ægteskab mange andres. Vi har været gennem flytninger, skiftet arbejdsplads, oplevet en af vores forældres død og sat vores hus i stand. Om vinteren lukker vi os inde i os selv, om sommeren kan vi lide at sejle. Min mand hjælper mig, hvor han kan: Han bærer indkøbsposerne, skraber is af ruderne på min bil om vinteren, sætter pris på min kogekunst og påtager sig uden at kny husarbejde af forskellig art. Vi har de sædvanlige ægteskabelige diskussioner om kommunikation, penge og hvor vi skal tilbringe de forskellige helligdage. Mens min mand er romantisk anlagt, er jeg mere pragmatisk. Men den hidtil mest smertefulde langtidskonflikt imellem os er den åndelige kløft.

Efter at jeg havde besluttet mig for at blive kristen, blev jeg grebet af frygt for, hvad min mand ville sige til det. Jeg ville ikke, at han skulle føle sig sat udenfor. Jeg var klar over, at han misbilligede kristne og den kristne tro, og han lagde heller ikke skjul på sin modvilje mod min veninde, som havde spillet en stor rolle i forbindelse med min beslutning. Mange gange kom han med kommentarer om ”hjernevask”, som om kristne var ude af stand til at tænke klart og danne sig deres egen mening.
Desværre havde jeg ingen tiltro til, at jeg kunne finde overbevisende argumenter, som jeg kunne bruge til at forsvare min tro med. Jeg var sikker på, at jeg alligevel ville komme til kort over for min mand i en diskussion, for han er usædvanlig skarp, når det kommer til at tænke logisk og filosofisk. Derfor tav jeg. Min forsigtighed var større end glæden ved min tro.
Vores første konflikt blussede op, da jeg spurgte, om det var okay, at jeg gik til bibeltime. ”Nej”, sagde han bestemt. Jeg blev ved med at plage ham om det, indtil han gav lov. For at undgå yderligere konflikter gemte jeg mine kristne bøger under sengen. Om søndagen sneg jeg mig ud af huset og bar min bibel på en måde, så min mand ikke kunne se den. Når jeg sms’ede, brugte jeg hemmelige forkortelser for ikke at provokere ham og begrænsede frygtsomt kontakten til andre kristne.
Men i de forløbne år har meget heldigvis ændret sig. Min bibel og mine kristne bøger ligger nu frit fremme på skrivebordet eller står i reolen. (Min mand gav mig endda engang et gavekort til en kristen boghandel!) Jeg censurerer ikke mere mine sms’er så meget, og min mand snakker jævnligt med flere af mine kristne venner. Han støtter mig i mit musikalske arbejde, og jeg kan til enhver tid spørge ham til råds, når det gælder min karriere eller kirkelige projekter.
Forandringen i hans holdning er sket langsomt. Da vi ikke taler åbent om det, kan jeg kun gætte mig til, hvad der har været med til at bløde hans hjerte op: Bøn, respekt fra min side for hans holdning og min tydelige hengivelse til den kristne tro. Han har set, at det ikke drejer sig om et flygtigt bekendtskab.
Men mange andre ting har ikke ændret sig. Jeg kan stadig ikke fortælle min mand om en gudstjeneste, eller hvad jeg har lært på et møde. Han interesserer sig for min karrieremæssige udvikling, men ikke for åndelig visdom. Min mand beder ikke for mig. Det var særlig smertefuldt, da jeg her i sommer måtte gennemgå forskellige undersøgelser, fordi lægerne havde mistanke om, at jeg havde kræft. Vi mangler også et fælles, etisk grundlag at træffe beslutninger på. Jeg udfylder ærligt min selvangivelse, mens min mand gerne bevæger sig i ”gråzonen”.

Nogle kristne har foreslået, at jeg for hans skyld giver afkald på gudstjenester og bibeltimer. De forstår ikke, at jeg dermed fuldstændigt ville sætte mig uden for det fællesskab, som jeg har så hårdt brug for for at kunne tackle min situation.
Andre kristne har rådet mig til simpelthen bare at tage ham med uden at give ham noget valg. (De har ingen anelse om, at han med sine 1,90 m rager højt op over mig og er meget stivnakket!) Jeg har inviteret min mand med masser af gange. Men hver gang har han sagt nej. Når nogen råder mig til ”simpelthen bare tage ham med”, gnider det kun salt i mit åbne sår. Disse mennesker synes ikke at forstå, at jeg beder meget for ham og fortvivlet leder efter Guds vejvisning. I stedet for at spørge, hvordan Gud leder mig, giver de mig bare gode råd.
Men frygt for at sige eller gøre noget forkert må ikke afholde dig fra at støtte ”åndelige singler” eller deres ægtefæller! Mange venter på, at en eller anden træder til og tager det første skridt, helst præsten, men det kan også være ganske almindelige venner. Baseret på mine egne erfaringer kan jeg give følgende råd videre til folk, som gerne vil hjælpe åndelige singler og deres ægtefæller.

Bed for både den kristne og den ikke-kristne. Julia, en kvinde, jeg knap kendte, kontaktede mig en aften efter gudstjenesten. ”Hvordan går det med din mand?” spurgte hun. ”Du skal vide, jeg beder for ham”. Også Marion, en kvinde fra vores kirkekor, sagde til mig: ”I går skete der noget mærkeligt: Jeg kunne ikke få dig og din mand ud af tankerne – hvordan går det med jer?” To dage tidligere havde jeg bedt om, at Gud ville motivere mennesker til at bede for min mand!
Bøn er en af de dyrebareste gaver, jeg nogensinde har fået. Sig til din veninde, at du beder for hende. Spørg hende, om hun har bestemte bedeemner. Gud svarer ofte på overraskende vis. I adventen bad nogle venner sammen med mig om, at min mand ville komme til jule-musicalen, som jeg var med i. Først afslog han min invitation. Men så kom han sammen med en anden kirkefremmed ven, som havde inviteret ham.

Led efter en god anledning til at nå den ikke-kristne partner. Min veninde Lisa bemærkede, at vores mænd begge interesserede sig for snedker- og tømrerarbejde. Derfor inviterede hun min mand og mig til middag. Min mand tog imod invitationen. Siden da har vi mødtes jævnligt hjemme hos os eller dem. Led derfor efter fælles interesser eller aktiviteter.
En anden god anledning til at komme i kontakt er at tilbyde sin hjælp – for eksempel i forbindelse med flytning, enten praktisk hjælp eller tilbud om at lave mad. Derved mærker ikke-kristne, at din interesse er ægte. Det giver troværdighed og grobund for senere at kunne tale om Kristus.
Efter min svigerfars død kom tre veninder, som allerede i lang tid havde bedt for min mand, til begravelsen. Hidtil havde de ikke truffet ham personligt. De præsenterede sig kort, udtrykte deres deltagelse og deltog i sørgegudstjenesten. Med denne enkle gestus viste de min mand et stykke af Kristi kærlighed.

Ofte virker det, som om menigheden er fuld af ægtepar, som sidder tæt sammen, deler en bibel og beder med hinanden i hånden. Der passer jeg ikke ind – hverken mellem ægteparrene eller singlerne. Derfor var jeg glad, da Karin og hendes mand så at sige ”adopterede” mig. Hver søndag holder de trofast en plads til mig. Jeg glæder mig over, at jeg hver uge har nogen, jeg kan sidde ved siden af, og føler mig allerede mindre alene.
Findes der i din menighed en åndelig single, som du måske kan ”adoptere” under gudstjenester eller andre menighedsaktiviteter?

Undgå banale kristne bemærkninger. ”Jeg ved helt sikkert, at Gud vil frelse din mand” – eller ”du skal bare fortsætte med at bede”. Mange mennesker vil trøste mig med sådanne ord, men de viser ingen respekt for min smerte. En enklere bemærkning som for eksempel: ”Jeg har svært ved at sætte mig ind i, hvor vanskeligt det må være, men jeg beder for dig” er bedre.
Ideen til denne artikel fik jeg efter en snak med en forretningskollega, som jeg under et seminar fortalte om min ferie. ”Åh”, sagde han, ”min kone befandt sig længe i den samme svikmølle. Men for ti år siden lærte jeg Kristus at kende i forbindelse med en familiecamping.” Efter vores snak lovede han mig at etablere en bedekreds for min mand.
På en kristen konference lærte jeg en anden kvinde at kende, hvis mand ikke er kristen. Under frokosten udvekslede vi erfaringer og fortalte de andre kvinder om det. I tilslutning hertil sagde en af kvinderne: ”Lad os dog sammen bede for jer!” Stille bøjede vi hovederne og bad. En almindelig situation forvandlede sig til et helligt øjeblik, da vi bad for vores ægtemænd. Alene det enkle tilbud om at bede gav mig nyt mod. Min bøn til Gud om, at han vil motivere flere mennesker til at bede for min mand, bliver hørt stadig oftere.

Måske mærker du, at Guds ånd giver dig mod til at støtte en åndelig single. Så gør det! Du kan være svaret på bøn og give denne person nyt håb. Og måske bringer du herved et menneske, som endnu ikke kender Kristus, et skridt nærmere Gud.
Af Elisabeth Gabler

Elisabeth Gabler er et pseudonym.